Før vi var de fem, nu er de to! Men The Reptones er stærkere end nogensinde på førstesinglen “Tried To Be Nice” til deres kommende album, Painkillers & Wine. Hør den her.
Det er ikke helt business as usual, når den danske americana-duo The Reptones udgiver deres femte album, Painkillers & Wine, der rammer gaden fredag den 27, marts. Kvintetten er nemlig blevet gået fra at være en kvintet til nu at være en duo bestående af makkerparret Bo Bech Arvin og Kim Heibon.
Fans af The Reptones behøver nu ikke bekymre sig om, at det har givet sig udslag i et utænkeligt stilskifte, for det nye duo-setup leverer ufortrødent varen på førstesinglen og samtidig albummets åbningsnummer, “Tried to Be Nice”, som du kan høre her forneden.
Albummet er produceret af Nikolaj Nørlund, hvis karakteristiske magic touch har sat sit præg på det organiske og afdæmpede lydbillede. Arvin og Heibon har samarbejdet tæt om at skabe en koncentreret sound med fokus på atmosfære, dynamik, nærvær og stærke melodier, der trækker lytteren helt tæt på.
Det gælder særligt for “Tried To Be Nice”, som havde en ydmyg begyndelse i øvelokalet, men snart viste sig at være symptomatisk for albummets overordnede tematik.
”Vi spillede oplægget til sangen igennem i øvelokalet og optog det på en Iphone. Da vi kom hjem og lyttede til optagelsen, kunne vi høre, at vi havde fat i noget,” siger Reptones.
“Det er et meget stemningsfuldt nummer med noget opløftende over sig. ‘Tried To Be Nice’ er repræsentativt for albummet som helhed, en slags makiterning, som rummer mange af de kerneelementer, som er i spil på pladen.”
Hverdagens helte
Hvem er de sande helte egentlig? I nutidens verden, løbsk på hamsterhjulet, falder æren tit på de mennesker, vi finder eksponeret i medierne. Der synes at være en dyrkelse af de såkaldt store vingesus, om de så er videnskabeligt funderet, politisk motiverede eller banal næringsfattig reality pondus. De menneskelige kvaliteter bliver en tåget dis, der fortoner sig i det fremstillede billedes overfladiske glans.
Måske vi bruger ordet “helt” for let og om for meget, og på den måde udvisker det nære foran næserne på os. Vi ser ikke, at de små ting har ligeså meget ret som de store. Dagligdagens lille gestus, som er så nem at overse, fordi den ikke ankommer med fanfare og konfetti dalende ned fra himlen. Vi taler om almen venlighed.
The Reptones’ “Tried To Be Nice” beskriver den jordbundne modpol til de feterede kunstnere og videnskabsfolk, som vi hylder som genier, selvom vi reelt intet kender til deres menneskelige kvaliteter. Det er en sang med noget på hjerte, og den har sin oprindelse i en personlig historie fra et af medlemmernes omgangskreds.
Man mærker virkelighedens til tider fæle livstag allerede fra begyndelsen med en linje som: “He gets up from the dialysis machinery fucking chair.” Det rodfæster fortællingen i en levet hverdag, som i kunstens optik bliver sprællevende og virker ægte.
Teksten handler om en person, der på trods af stor modgang i sit liv, blandt andet som følge af sygdom, alligevel formår at finde energi til at være et hjælpsomt og godt menneske. Hovedpersonen i “Tried To Be Nice” er en type, der altid har overskud til at give en hånd til familie og venner, uagtet hvor skidt han selv har det.
Denne modstilling til syne i teksten ved at at namedroppe Stephen Hawking og Bob Dylan i omkvædet: “Hawking made the world realize/Dylan made it cool to be wise/ the gods would party on and throw a dice/and this guy just tried to be nice”.
For den romerske kejser og filosof Marcus Aurelius var evnen til at være venlig livets største fryd. Det er så nemt at være vred, det er så nemt at hade, og det kræver mod at være god og venlig.
Derfor er sangens budskab da også, at det er mindst lige så ædelt at være et godt menneske, som det er at være en stor kunstner eller en Nobelprismodtager. Det er det som i virkeligheden tæller på den sidste dag.
“Tried To Be Nice” emmer af organisk americana-vellyd – fra den sprødt producerede akustiske guitar til det varme klaver og Bo Bech Arvins følte røst. Et smukt stryger-arrangement svøber sig kælent om den lille majestætiske melodi og hensætter én i åndehullets eftertanke.
Hør den her:
