Danske Mellemblond er tilbage med ny single, “Hvor er magien”, og endnu en gang demonstrerer Kristoffer Munch Mortensen, hvorfor han er blandt de fineste af danske sangskrivere. Hør den her!
De store ord er ikke forstummede. I disse år, hvor dansksproget musik trives i bedste velgående, er der igen en opblomstring af de store ord. De ord, hvis indvirkning beror på en hinsides tyngde, der er så langt større end sammensætningen af de små sammenknudrede bogstaver, der udgør dem.
Når studenterne for tiden kører rundt i lykkesalig rus i deres udsmykkede ladvogne, festlige og fulde til dunkende tyskertromme, kan man måske som gammel mand udtrykke sig mindre tvært og mere rammende ved at tage Tom Kristensens efterhånden uddødelige ord i munden: “Skøn som en sønderskudt banegård er vor ungdom.”
Man mærker især 80’ernes blåt lysende, snart vrængende, snart visionære, snart borte, digter-ikon, Michael Strunges, besættende skygge rumstere og ligesom smyge sig mere eller mindre diskret eller højtråbende bag nogle af de sidste par års mest poetiske danske udgivelser – tænk aarhusianske Rigmor eller københavnske FIRS.
En stemme, måske mere individuel endda, bliver ofte forbigået. Og det til trods for fem Steppeulv-nomineringer, topplaceringer på mediernes årslister, airplay og anmelderros for både musik og lyrik. Kanske den ikke støjer nok, er for blid og rolig i sin intonation. Eller måske snarere den kommer for tæt på?
Siden 2009 har Kristoffer Munck Mortensen mere eller mindre været synonym med det evigt hamskiftende Mellemblond. Han er en dansk sangskriver af en sjælden karat, men han kan også synes som en skjult poet i den brede mængde.
I dag er Mellemblond aktuel med den eftertænksomme single “Hvor er magien”, som desuden udkommer i følgeskab med en akustisk udgave af førstesinglen “Vinterskæbner” fra Mellemblonds sidste album, det ligeledes roste Guldlokzonen (2018).
Af-elektrificeret
Endnu en gang ser vi Mellemblond fra en ny side. Der er nemlig noget af et skridt fra den studieprocesserede lyd af Guldlokzonen til den organiske varme på “Hvor er magien”. På singlen akkompagneres den akustisk spillende Munck Mortensen af jazzmusikeren Niels Bo Davidsen.
Ordene får nærmest mere vægt i det sparsomme arrangement med guitar, cello og kontrabas. De står tydeligere ud og bider subtilt. Singlen er første udspil fra et kommende album, hvor de to musikere da også drager ud på musikalsk opdagelse unplugged.
Personligt husker jeg tydeligt min første Mellemblond-koncert på Atlas i Aarhus. Jeg var kommet for ordene, men blev på samme tid overrasket over, hvordan Munck Mortensen lod sin elektriske guitar tale – og hvor kyndigt han gjorde det.
Der var tydelig inspirationen fra Mark Knopfler, hans afmålte touch og dydige præcision, og den euforiserende bluesmusiks afsøgenhed i guitarspillet. Denne essens af den virtuose ekvilibrisme på seks strenge fandt ubesværet sin plads i det dybt lyriske landskab.
Men alligevel var der også en anden følelse at spore på scenen, som om man mærkede, at den høje volumen var et værn mod scenegulvets gærde. Den var et skjold som også kunne virke hæmmende.
I et interview fra 2013 har journalisten bemærket, hvordan Munck Mortensen under en koncert på Loppen lukker øjnene under en sang, hvortil Munck Mortensen svarer:
“Jeg tror ikke lige, jeg kunne overskue at kigge ud på publikum. Så lukkede jeg bare øjnene og sang. Ligesom hvis jeg var derhjemme.”
Og det er netop den følelse, der på fornem vis bliver fremkaldt på “Hvor er magien”. Man kommer nemlig helt tæt på. Arrangementets nøgenhed og den akustiske guitars afbødende anslag fremstiller ublu tekstens piblende spørgsmål og undren, og det virker endda til, at resultatet også er kommet bag på Munck Mortensen selv.
“Jeg havde lyst til at lade lytteren komme helt tæt på, hvordan det lyder, når jeg sidder selv og spiller og synger. ’Hvor er magien’ er for mig en atypisk Mellemblond-sang, der stiller en masse spørgsmål uden at komme med konkrete svar,” siger han.
“Længsel og en generel undren over tilværelsen præger teksten, men man kan selv drage sine konklusioner, hvis man vil. Og ellers bare nyde roen i musikken og Nils Bo Davidsens smukke celloer der flyder igennem hele sangen.”
Bare et lille smugkig
Det er den igangværende krise, med dens aflukning af landet og sociale distancering, der har givet rum til singlens kontemplative refleksioner. Afslutningsvis giver den dog et par hint om, hvor lytteren i sin undren kan søge og hvad der er vigtigt – og måske sørge endda for nogle åndehuller i tilværelsen:
“Måske er den gemt i barndommens land/ Måske er den mulig at nå/ Hvis vi strækker os så langt vi kan // Måske er det noget vi har brug for/ For at mærke livets mystik/ bare et lille smugkig”.
Det romantiske syn på barndommen som arnested for livets magi blomstrer endnu en gang frem, og man bliver fristet til at istemme sig tanken. For verdenssituationens alvor hærder nok sjælen, men tvinger også det voksne ansvar frem i sådan en grad, at vi går i det små og glemmer, at livet også blot er en leg. Måske vi har brug for at stoppe op og se tilbage for “bare et lille smugkig”.
Kristoffer Munck Mortensen kan opleves live til september, når han drager på turné med Kira. Koncerterne skulle oprindeligt have fundet sted i marts måned, men kommer nu til at finde sted i det tidlige efterår.
