{"id":884,"date":"2020-03-04T10:00:39","date_gmt":"2020-03-04T09:30:39","guid":{"rendered":"http:\/\/music.hq.dk\/?p=884"},"modified":"2020-08-26T15:44:31","modified_gmt":"2020-08-26T13:44:31","slug":"moi-caprice-becoming-visible","status":"publish","type":"post","link":"http:\/\/thih.dk\/?p=884","title":{"rendered":"moi Caprice – Becoming Visible"},"content":{"rendered":"\n

Nogle gange skal en k\u00e6r ven f\u00f8rst vende tilbage efter at have borte, f\u00f8r vi egentlig begynder at forst\u00e5, hvor savnet han har v\u00e6ret. S\u00e5dan forholder det sig i h\u00f8j grad med moi Caprice, som vender st\u00e6rkt tilbage efter tolv \u00e5rs albumpause med Becoming Visible<\/em>, der allerede nu tegner sig til at v\u00e6re et af dansk musiks h\u00f8jdepunkter i 2020. Vi har lyttet og anmeldt.<\/strong>

Hvor blev romantikken af, da lyset blev t\u00e6ndt? I m\u00f8rket, p\u00e5 dansegulvet, hvor kroppene stadig stod t\u00e6tte, mens natten bl\u00e6ste afsted i en endel\u00f8s serie af urolige \u00f8jeblikke uden ende, var der utvivlsomt en gnist. 

Men under de hvidt fluorescerende loftlampers sk\u00e6r, der g\u00f8r stejlt som en l\u00e6nket vagthund til alle herinde, at natten er forbi og det er p\u00e5 tide at g\u00e5 hjem, synes virkeligheden atter gr\u00e5 og prosaisk. Vi har mistet noget. Det er ude syne. Hvad end det var, vi f\u00f8lte i nattetimens mulm, hvad end der var s\u00e5 tydeligt for os, er det nu blevet usynligt. 

Der var en tid i 00\u2019erne, hvor den danske indiepop og -rock dyrkede inderligheden og ublu st\u00e6vnede ud p\u00e5 de store stormombruste f\u00f8lelsers hav. Kun derude, p\u00e5 b\u00f8lgens spraglede top af styrtende vand, var himlen stor nok til at brede armene ud og favne hjertet og horisonten i \u00e9t og samme \u00e5ndedr\u00e6t. 

I mods\u00e6tning til et folkek\u00e6rt 90\u2019er koryf\u00e6 som Kashmir, der \u00e6ndrede deres oprindeligt grungy<\/em> Frank Zappa-inspirerede lyd m\u00e6rkbart til at kunne itales\u00e6tte de mytiske sirener og dykke ned i f\u00f8lesernes vold, var moi Caprice anderledes lige p\u00e5 allerede fra deres debut-album, det forsinkede Once Upon a Time in the North<\/em> fra 2003.

De havde grebet tidsstemningen intuitivt ud af den bl\u00e5 luft og over de f\u00f8lgende ti \u00e5r tegnede de sig som nogle af landets ypperste mestre i den s\u00e6rlige mikstur af internationalt lydende indiepop og s\u00e6regen nordisk melankoli, vi kun har heroppe i kulden, der virker s\u00e5 \u00e6ggende p\u00e5 bl\u00f8dende teenage-hjerter og de unge dr\u00f8mmere og deres bristende forh\u00e5bninger. 

I de italienske spaghettiwesterns, som den f\u00f8rste albumtitel k\u00e6kt alluderer til, er der en s\u00e6rlig optagethed af det mytiske og dets arketyper. I filmene optr\u00e6der de i en europ\u00e6iske forestilling eller gen-dr\u00f8m af et i forvejen mytologiseret amerikansk univers, hvor netop myten bliver til skueplads for det romantiske drama. 

Heri finder vi en l\u00e6ngsel mod det, der synes fjernt, magisk og ukendt – ogs\u00e5 selvom det i m\u00f8det kan forekomme s\u00e5 ganske n\u00e6r og genkendeligt. Det er denne bagomliggende l\u00e6ngsel, der g\u00f8r film som Once Upon a Time in the West<\/em> til en tidl\u00f8s klassiker, og det er ogs\u00e5 denne romantiske l\u00e6ngsel, som moi Caprice form\u00e5ede at give fuldt udtryk i deres musik og tekstunivers. F\u00f8r de blev usynlige, og vi mistede noget som bedst kan formuleres i det rousseauske je ne sais quoi<\/em>.

Heldigvis foreligger nu, endelig, et nyt album fra moi Caprice, hvis titel spiller b\u00e5de p\u00e5 den l\u00e6ngsel, vi lyttere har m\u00e6rket i deres frav\u00e6r, og den tomme afgrund, som bandmedlemmerne m\u00e5 have f\u00f8lt i den mellemliggende periode. Det er et kald tilbage til det, der var, men i nutidens tjeneste.

Becoming Visible<\/em> er nemlig pr\u00e6cis en synligg\u00f8relse af en l\u00e6ngsel. En tilbagevenden til den, man var og ikke kan undslippe over tid, og en genopstandelse af det inderlige. Det er en tematisk rejse ind i forst\u00e5elsen af egen identitet i tidsf\u00f8lgens flux og k\u00e6rligheden til den musik, der var og nu er.  

I sin reinkarnation form\u00e5r moi Caprice at lyde, som vi husker dem, men samtidig udvide deres musikalske univers. De begynder s\u00e5 at sige ikke, hvor de sluttede, men har allerede taget et skridt videre i deres kunstneriske rejse. Og derfor er der ekstra meget at gl\u00e6de sig over, n\u00e5r man lytter til Becoming Visible<\/em>, der b\u00e5de har spr\u00e6lske produktioner og mere ligerette skud fra hoften.

Det lyriske univers kammer over med mindev\u00e6rdige fraser og solide hooks, som bliver siddende i hjernebarken lang tid efter. Den sultne lytter vil utvivlsomt dykke l\u00e6ngere ned og afd\u00e6kke de litter\u00e6re referencer, de subtile meta-lag, eller lade sig opsluge af fort\u00e6llingernes melankolske tone. Og selv i den tillokkende weltschmerz er der sm\u00e5 opbrud, der mest af alt f\u00f8les som en fejring.

En fejring af atter at v\u00e6re tilbage til, hvor det hele begyndte, en fejring af atter at v\u00e6re synlig. <\/p>\n\n\n\n

But I am becoming visible again<\/strong><\/h2>\n\n\n\n

Naturen overv\u00e6lder betragteren med storsl\u00e5ede og sublime visioner. Det undslipper den konkrete beskrivelse, det er noget, man f\u00f8ler direkte, fornemmer og kaster sig ind i.

S\u00e6rlig nattens melankoli er arnested for den romantiske f\u00f8lelse, denne sammensmeltning med naturen under stjernehimlens l\u00e5g, og derfor forekommer \u201cAstropastoral\u201d som en perfekt velkomst tilbage til moi Caprice\u2019s univers.

\u00c5bningsnummeret falmer ind med smukt harpeklingende toner\u00e6kker, der daler som flakkende stjerneskud i m\u00e5nesk\u00e6ret, og s\u00e6tter \u00f8jeblikkeligt en sublim stemning. Det er som at v\u00e6re placeret lige d\u00e9r blandt himlens funklende lys og kunne r\u00e6kke ud og r\u00f8re dem. 

Det er en k\u00e6rlighedserkl\u00e6ring b\u00e5de til musikken og himlen, der lyrisk bliver sat p\u00e5 linje med hinanden. Den romantiske l\u00e6ngsel er forankret i forestillingen om \u00e9t s\u00e6rligt sted, udvalgt blandt alle andre steder p\u00e5 alverdens kort, hvor sammensmeltningen med verden indhyllet i nattens m\u00f8rke pr\u00e6gnant vibrerer i nuet.

\u201cI read when I woke up\/ the history of people in love\/ who died in the same place\/ And just like all the above\/ Let\u2019s die in this place.\u201d 

Samtidig kredser den ogs\u00e5 om den rastl\u00f8se identitets s\u00f8gen p\u00e5 vej tilbage mod sig selv og signalerer subtilt moi Caprice\u2019s tilbagekomst: \u201cWait, we\u2019re still the same\/ Though I return covered in names\/ Like a comet beyond the sky.\u201d

F\u00f8rstesinglen \u201cMaureen\u201d forts\u00e6tter en klassisk moi Caprice-tradition ved at referere til Sergio Leone\u2019s Once Upon a Time in the West<\/em>. Maureen er nemlig filmens f\u00f8rste offer, datter af g\u00e5rdejer Brett McBain, der m\u00e5 lade livet med sin far og s\u00f8skende, da den kyniske gunslinger<\/em> Frank og hans kumpaner sk\u00e6bnesvangert kigger forbi. 

Teksten udspiller sig som et desperat redningsfors\u00f8g og b\u00e6rer pr\u00e6g af et melankolsk k\u00e6rlighedsdrama i h\u00f8jeste potens, som unge elskende p\u00e5 flugt: \u201cI imagine us driving\/ Always arriving\/ But never with a place to stay.\u201d

Efter hymnen til nattehimlen er \u201cMaureen\u201d \u00f8jeblikkeligt genkendelig for fans af moi Caprice. Det er nemlig deres klassiske lyd opdateret med et mere percussivt element, og den tegner sig som katalysator for kvinttetens nyfundne fremdrift i lyd. 

Kunstneren viser sit sande ansigt p\u00e5 \u201cOrpheus\u201d, hvor synth-arpeggiators tager den dominerende rolle i lydbilledet. Sangens Fader, Orpheus, fik lov at hente sin hustru, Eurydice, fra d\u00f8dsriget under betingelse af, at han ikke m\u00e5tte se p\u00e5 hende, f\u00f8r de er ude af skyggedalene.

Men som Ovid skriver i tiende sang af Forvandlinger: \u201cHan frygter, hun ikke er med, og beg\u00e6rer at se hendes ansigt.\/ Han s\u00e5 sig k\u00e6rligt tilbage. Da sank hun atter i dybet.\u201d Hovedpersonen er s\u00e5 afm\u00e6gtig i sin k\u00e6rlighed, at han mister det, han har k\u00e6rt.

Det er angsten for ikke at blive anerkendt, at ofre sin sj\u00e6l p\u00e5 kunstens alter, for blot at finde d\u00f8ve \u00f8rer og afvisninger, og samtidig f\u00f8le sig kaldet til at g\u00f8re det, til at b\u00e6re byrden af at turde miste. 

Anderledes ligefremt river \u201cMy Name is Nobody\u201d sig l\u00f8s med et guitarriff, der g\u00f8r \u00e9n helt nostalgisk efter 00\u2019ernes guitardrevne indierock. Som Terence Hill i filmen af samme navn, galoperer den med rolig d\u00f8dsforagt henover sletten.

Vi f\u00e5r en af disse melodier, der er s\u00e5 sigende for den nordiske melankoli, og sangen rummer flere gear, hvor guitarbrus og vaskende trommer hamrer intenst igennem. I sm\u00e5 n\u00f8je planlagte \u00e5ndehuller svulmer Michael M\u00f8llers stemme i et bes\u00e6ttende: \u201cWhen it\u2019s coming from the darkness in my voice\u201d.

N\u00e5r tempoet atter daler p\u00e5 \u201cOn the Modification of Clouds\u201d, er vi atter tilbage i kunstnerens refleksion over at skabe kunst. Det kunne v\u00e6re et blueprint<\/em> for skabelse i den \u00e5nd, der ofte er akkrediteret Samuel Beckett, n\u00e5r M\u00f8ller synger: \u201cI know we do the right things the wrong way\/ But we\u2019re still around.\u201d

Det er humlen i den romantiske digtning at s\u00f8ge netop det oph\u00f8jede. Men det er forf\u00e6ngeligt at \u00f8nske sig, at man kan n\u00e5 ind til kernen af det sublime og udtage et ekstrakt til fremvisning. Og det kr\u00e6ver mod at s\u00f8ge det, fordi man skal vove at tr\u00e6de ved siden af.

Det bliver dog ikke patetisk, men snarere sidder man med f\u00f8lelsen af, at M\u00f8ller form\u00e5r netop det, han frygter ikke at kunne, n\u00e5r han rammer den smukke lyriske konklusion: \u201cA version of me is failing each day\/ another version is always opening his eyes.\u201d

I midten af albummet finder vi den romantiske ballade, \u201cI\u2019ll Never Be the Same I Was Last Night\u201d, der ikke blot fungerer som anker for ballasten af sange p\u00e5 begge dens sider, men ogs\u00e5 er fremkomsten af det moi Caprice, vi husker. 

En orientalsk, dryppende melodi, daler under M\u00f8llers udtalte melankoli, som kredser sig om den omskiftelige identitet. Nogle gange v\u00e5gner vi som en anden ny, andre gange virker det, som om vi v\u00e5gner i en andens dr\u00f8m. Vi eksisterer et eller andet sted i spejlingerne af os selv.

Den umiddelbare forl\u00f8sning indtr\u00e6ffer i \u201cTeenagers\u201d, der i sin fremstilling af voksenlivets sm\u00e5 tragedier og tilbagevenden til teenage-\u00e5rernes i sammenligning uskyld virker som en meta-kommentar til bandets pause. \u201cCause I can\u2019t bring myself to believe it\u2019s over.\u201d

Teksten kredser igen om identitet, om l\u00e6ngslen efter \u00e9n, man var, og muligheden for at kunne vende tilbage til denne, ligesom Rimbaud ledte efter n\u00f8glen til sit livs tidligere festm\u00e5ltid. L\u00e6ngslen og livet fremst\u00e5r cirkul\u00e6rt. 

Og derfor er der noget n\u00e6rmest gl\u00e6destr\u00e5lende i afslutningens h\u00e5befulde melodi. Det m\u00e5 ligge i erkendelsen af, at uanset hvor langt ude til havs, man synes at v\u00e6re i livet, kan man altid finde tilbage til land. \u201cIt\u2019s like being born into a hologram\/ I keep returning to the person I am.\u201d

Natten kommer atter i fokus p\u00e5 den dansable \u201cThe Romantic Movement\u201d. Her m\u00e6rker man ogs\u00e5 indflydelsen fra den nytilkomne bassist, Fridolin Nords\u00f8, hvis definerede bas-figur leder moi Caprice ind i en ny tids\u00e6ra. 

Referencerne st\u00e5r i k\u00f8 p\u00e5 denne udforskning af kunstnermyten p\u00e5 godt og ondt. Natten, den lemf\u00e6ldige druk, sl\u00e5skamp og opf\u00f8re sig uanst\u00e6ndigt, sat over for den romantiske myte om Robin Hood og Peter Pan. Ford\u00e6rv og uskyld.

Hvordan er det at v\u00e6re i et band? Det svarer \u201cExit Strategy\u201d p\u00e5. Det er en meditation over kampen for succes, at give op og finde tilbage til r\u00f8dderne igen. Virkeligheden er ikke altid sk\u00f8n, men der er alligevel noget langt usk\u00f8nnere i at give op.

Den pointe hamrer den afsluttende \u201cBecoming Visible\u201d hjem: \u201cI think that the real mistake\/ Was that we ever stopped trying.\u201d Var albummet en rejse, der begynder under nattehimlens stjernebesatte l\u00e5g, hvor mulighederne spirer, bliver sidste nummer destinationen for rejsen. Det punkt, hvor cirklens slange m\u00f8der sin egen hale og bider fast. 

Det er som Odysseus, der vendte forkl\u00e6dt hjem efter sin lange rejse, og til sidst afsl\u00f8rer sig selv, som den han er og altid har v\u00e6ret og atter bliver synlig.

Albummet virker som en l\u00e6ngselsfuld rejse efter at n\u00e5 et m\u00e5l, der altid har v\u00e6ret gemt i det indre, skjult i en vilter verden af st\u00f8j og udefrakommende distraktioner. \u201cBecoming Visible\u201d er moi Caprice, der tager landskabet tilbage og vender hjem. 

Du skal lytte til Becoming Visible<\/em>, fordi: Ingen mestrer den romantiske l\u00e6ngesel, som moi Caprice g\u00f8r det.<\/p>\n\n\n\n

\n