{"id":1020,"date":"2020-04-10T08:40:45","date_gmt":"2020-04-10T08:10:45","guid":{"rendered":"http:\/\/music.hq.dk\/?p=1020"},"modified":"2020-08-26T15:03:27","modified_gmt":"2020-08-26T13:03:27","slug":"the-boy-that-got-away-colossus","status":"publish","type":"post","link":"http:\/\/thih.dk\/?p=1020","title":{"rendered":"The Boy That Got Away: Colossus"},"content":{"rendered":"\n

Det er utvivlsomt et godt valg af albumtitel. The Boy That Got Away\u2019s tredje album b\u00f8r for eftertiden t\u00e5rne over de danske rockudgivelser anno 2020 som et af de absolut bedste. Vi har lyttet og anmeldt.<\/strong><\/p>\n\n\n\n


April er den grusomste m\u00e5ned, driver
Syrener frem af d\u00f8d jord, blander
Erindring og beg\u00e6r, pirrer
Sl\u00f8ve r\u00f8dder med v\u00e5rregn.
Vinteren hold os varme, hylled
Jorden i sneens glemsel, n\u00e6res
En smule liv med skrumpne knolde.\u00a0

\u201c\u00d8demarken\u201d, T.S. Eliot<\/em>
<\/p>\n\n\n\n

Rockhistorien er ikke s\u00e5 forskellig fra verdenshistorien. Ofte er den skrevet i blod. Hver triumfbue st\u00e5r p\u00e5 et slagent fundament af personlig lidelse og tragedie. Vores underholdning er rockmusikerens bitre livsblod. 

I det skrattende \u00f8jeblik f\u00f8r n\u00e5len f\u00e6nger helt an i LP\u2019ens sorte rille og lader musikken rase trodsigt og livsbekr\u00e6ftende, kan du et kort \u00f8jeblik h\u00f8re blodet hvisle som vemodig gravsang, den fortvivlende og sprukne lyd fin og bl\u00f8d, og det er den f\u00f8lelse, som du ikke rigtig kan s\u00e6tte din finger p\u00e5. 

Det er musikkens aura<\/em>, det er dens forhistorie og dens evige nu, der smelter sammen med dit aktuelle \u00f8jeblik. N\u00e5r du oplever musikken som \u00e6gte, taler den til dig og giver sit liv til dit. Derfor udm\u00e6rker nogle album i samlingen sig over andre. Fordi de bare har det d\u00e9r. Den sublime smag af noget levet, som ikke blot bliver v\u00e6kket hver gang du sm\u00e6kker pladen p\u00e5 som dit livs soundtrack, men bliver undfanget p\u00e5 ny. Spin, spin, spin the black circle<\/em>!

Og ak ja, april er en grusom side i rockens historiebog. Vi v\u00e6lter over de faldne cobains <\/em>og stayleys<\/em> p\u00e5 vores vej igennem m\u00e5nedens dage. For\u00e5ret tvinger det urolige frem i menneskesindet, som har ligget gemt i vinterens slummer, og minder os om, at det gamle m\u00e5 d\u00f8, for det nye kan pible frem.

Det bliver ikke mindre ildevarslende, n\u00e5r vi st\u00e5r i det mentale Glyptotek, hvor vi har rejst statuerne for rockens k\u00e5rede helgener, dem hvis sublime eftersmag h\u00e6nger ved. Det er kun eftertiden, der bestemmer, hvor por\u00f8s en marmor de er mejslet i, og hvor l\u00e6nge vi finder det acceptabelt at tilbede ved deres alter. Og n\u00e5r du st\u00e5r i skyggen under dem og skuer op mod deres forknyttede l\u00e6ber, hvisker de tilsyneladende den samme historie: 

Du kan ikke l\u00f8be fra dine d\u00e6moner. F\u00f8r eller siden m\u00e5 du stoppe op og snappe efter vejret, tr\u00e6kke det gr\u00e5digt ned i de lidende indskrumpede lunger, fanget mellem den lavtdalende sol og den frostklare m\u00e5ne. Og det er der, at de sm\u00e5 sataner indhenter dig. De bider sig fast i dine ankelhaser med deres sylespidse t\u00e6nder og tr\u00e6kker dig ned i s\u00f8let. Det er uundg\u00e5eligt. 

Og sikke et spild, t\u00e6nker du. Det virker som om, at alle disse tabte sk\u00e6bner p\u00e5 forh\u00e5nd er skrevet med en fatalistisk pen, og det er desto mere trist, hvordan det er blevet noget, vi accepterer som et vilk\u00e5r for den store kunst, de har skabt. 

Men er det dog ikke muligt at skrive en anden historie? Kan vi ikke vende vores forudantagelser om, at det sublime og tab h\u00e6nger ul\u00f8seligt sammen og fort\u00e6lle en historie om viljest\u00e6rk kamp i den uundg\u00e5elige konfrontation, og hvordan det er muligt at besejre sine d\u00e6moner og leve videre? En fort\u00e6lling om det ventende lys p\u00e5 den anden side af m\u00f8rket. 

P\u00e5 deres tredje album, Colossus<\/em>, tager The Boy That Got Away kampen op. Albummet er skrevet p\u00e5 baggrund af tumultariske personlige omv\u00e6ltninger og t\u00e6rende angst<\/a>, og det har resulteret i trioens mest p\u00e5g\u00e5ende album til dato. Flugten er aldrig varig, og handsken er kastet, n\u00e5r Tim Alvin Bostr\u00f6m, Mathias Gregersen og Casper Simonsen slipper deres gnistrende riff-rock l\u00f8s p\u00e5 d\u00e6monen. 

Selv beskriver bandet Colossus<\/em> som \u201cderes modne album\u201d, og det er selvf\u00f8lgelig ikke kun en spejling af bandmedlemmernes nuv\u00e6rende sted i livet og genfundne gl\u00e6de for den st\u00f8dkraftige rockmusik, men ogs\u00e5 albummets hudflettende tematikker. Der bliver gravet dybt i hovedstolen, og de ti sange b\u00e6rer pr\u00e6g af en personlig erkl\u00e6ring. 

Det har alle dage v\u00e6ret umuligt at s\u00e6tte en finger p\u00e5 The Boy That Got Away\u2019s uovertrufne h\u00e5ndv\u00e6rk af internationalt snit. De mestrer bedre end de fleste andre danske rockbands at g\u00e5 de store koryf\u00e6er i bedene og tappe ind i den grandiose rocks gyldne \u00e5rer. Det ene solide riff skinner over det andet med en virtuos formfuldendthed og legesyge, som man kun kan misunde, og den gode melodi g\u00e5r aldrig tabt. Det funkler skarpt i Tue Madsens karakteristiske produktion, der p\u00e5 skift b\u00e5de er punchy, varm og n\u00e6rv\u00e6rende, n\u00e5r n\u00f8dvendigt. 

Alligevel er det den presserende f\u00f8lelse af, at der denne gang bliver sat noget st\u00f8rre p\u00e5 spil, der giver albummet dets opr\u00f8rske styrke og manifesterer sig som en kraftudladning af r\u00e5, animalsk karakter. Den personlige kamp for overlevelse i orkanens \u00f8je titter fandenivoldsk frem og byder op til h\u00e5rdh\u00e6ndet dans. Den dukker sig ikke, men tager imod slagene og lander sine egne.      

I lighed med kolossen p\u00e5 Rhodos, hvor solguden Helios stod udstrakt mod himmelv\u00e6ldet til minde om en forbistret belejring, rejser The Boy That Got Away med Colussus<\/em> deres eget lysende monument over det levede livs ufravigelige pr\u00f8velser og overvindelsen af disse. Vi m\u00e6rker det i spillegl\u00e6den, vi f\u00f8ler det i den stoiske resignation, vi ser det igennem det nyforelskede blik, og vi h\u00f8rer det i det gjaldende kampr\u00e5b.

Det er som om, at albummet siger: Hvis konfrontationen er uundg\u00e5elig, er det eneste egentlige sp\u00f8rgsm\u00e5l, om du vil tage kampen op? Og svarer: Ja, for helvede.<\/em> <\/p>\n\n\n\n

Kamp\u00e5nd<\/strong><\/h2>\n\n\n\n

Stilhed f\u00f8r stormen. Vi h\u00f8rer stolen knirke blidt. Kun Bostr\u00f6m og den spinkelt spr\u00f8de akustiske guitar s\u00e6tter d\u00f8dsangsten i scene. Det er ikke s\u00e5 meget en sang, som det er en kort introduktion til den lammende f\u00f8lelses paradoksale gestalt, der fyndigt bliver beskrevet: \u201cI\u2019m afraid to die\/ I\u2019m afraid of life.\u201d 

Den insisterende b\u00f8n om atter at genfinde jordforbindelsen slutter i en guttural d\u00f8dsrallen, og s\u00e5 er terningen kastet p\u00e5 ildevarslende vis. 

F\u00f8rstesinglen \u201cChapter One\u201d raser ud af pappet med zeppelinsk <\/em>tyngde og arrig trodsighed. Den lille dj\u00e6vel sidder allerede sk\u00e6lmsk p\u00e5 skulderen og piller dig i nakken med sine eksistentielle udfordringer. Man m\u00e5 \u00f8nske den halesvingende faldne engel held og lykke! 

For musikken og budskabet er alt andet end nedsl\u00e5ende. Det er et regul\u00e6rt n\u00e6veknyttet frihedskald, som kun den dybf\u00f8lte rock kan indpiske. Vokalen er passioneret og samspillet t\u00e6t og h\u00e5rdt. Det eskalerer i et galoperende mellemspil, der indkapsler tankernes hvirvlstr\u00f8m i dramaets opg\u00f8r mellem lys og m\u00f8rke. 

G\u00f8r dit v\u00e6rste, lyder det modige modsvar til m\u00f8rket p\u00e5 den 90\u2019er psykedeliske rock-ode \u201cDo Your Worst\u201d, hvor c-stykkets v\u00e6gtige riff tr\u00e6kker os ned til koret af \u201cDown we go\u201d og baner vej for en fl\u00e6nsende guitarsolo, der river sig l\u00f8s fra tyngden og sl\u00e5r fl\u00e6nger i dens t\u00e6tte rustning. 

Dens tema  – \u201cLive for the dream\/ But lose the rest\/ Here we go\u201d – forts\u00e6tter p\u00e5 den mere refleksive \u201cAftermath\u201d, hvor vi indledningsvist h\u00f8rer den befriende latter i studiet, f\u00f8r Gregersen l\u00e6gger et sludgy<\/em> bas-riff. Den eksploderer i et omkv\u00e6d, der er Tom Morello\u2019s kassetteb\u00e5nd v\u00e6rdig, og \u00f8ger sin intensitet i et mellotron-b\u00e5ret midtstykke. Vi sv\u00e6ver af erkendelsens glinsende korridor, f\u00f8r det sidste omkv\u00e6d hamrer s\u00f8mmet i.      

Tempoet afspejler alvoren i powerballaden \u201cDon\u2019t Bring Me Back\u201d. Det er Bostr\u00f6m, der forestiller sig sit eget selvmord, og den sv\u00e6ver i en dyster, men storladen sky. Efter startskuddets ildfaste \u00e5bningssalve, vender stemningen sig kortvarigt p\u00e5 albummets midte i stoisk resignation og minder lytteren om, at for hvert skridt frem, er der ofte to tilbage igen. 

Kampgejsten vender resolut tilbage p\u00e5 den legesyge \u201cNamaste\u201d. Det er en k\u00e6rlig m\u00e5de at sige tak p\u00e5 og kommer fra sanskrit, hvor det kan betyde \u201cJeg b\u00f8jer mig for dig.\u201d Det er i denne sammenh\u00e6ng erkendelsen af at acceptere sine egne fejl for at kunne bev\u00e6ge sig videre. Sangen gynger og bes\u00e6tter og guitaren viser afslutningsvis savt\u00e6nder. 

Den \u00f8mme \u201cWaiting for Someone\u201d er i sin enkelhed en melodisk k\u00e6rlighedssang, ornamenteret af strygere. Den peger frem mod k\u00e6rlighedens forl\u00f8sning som redningskrans i livssituationens sorte hav – forudsat du t\u00f8r tage det n\u00f8dvendige skridt.

Og kampen vender sig fra forsvar til angreb p\u00e5 \u201cDissidents\u201d. F\u00f8rst atmosf\u00e6risk og f\u00e6stnet i dyb bund for s\u00e5 at eksplodere i et mastodont riff, hvor udover den primale vokal vr\u00e6nger rebelsk. Det lyriske jeg er som opst\u00e5et fra graven og steget til himlen: \u201cWatch me\/ I am flying high above\/ You will see me everywhere you look.\u201d 

Et klassisk rocktrommebeat og en fr\u00e6k QOTSA-akkordprogression indvarsler \u201cBurning Star\u201d. Den skildrer det \u00f8jeblik, du ser dig selv i spejlet og indser, at du m\u00e5 \u00e6ndre dig for at bryde fri, at det ikke er en skam at starte p\u00e5 ny, blot du er \u00e6rlig over for dig selv. 

Du er ikke i tvivl om, at du har lyttet til en rockplade, n\u00e5r afslutningsnummeret \u201cDon\u2019t Ever Change\u201d rammer den sidste rille. Det begynder som en meditativ hymne med et guldrandet omkv\u00e6d, f\u00f8r trommehvirvler og akkordeksplosioner signalerer et monumentalt coda, hvis riff tager arves\u00f8let fra Hendrix\u2019s \u201c3rd Stone From the Sun\u201d og s\u00e6tter det i en ny kosmisk kontekst.   

P\u00e5 Colossus<\/em> har The Boy That Got Away skabt en rejse igennem det tvivlende sind, der st\u00e5r over for den afg\u00f8rende kamp mod sine d\u00e6moner. Billedsproget er fort\u00e6ttet og kompakt i verbal form, og det tjener til at sangene antager form af motiverende opr\u00e5b i kampens hede, der b\u00f8lger gnidningsl\u00f8st over h\u00e5rdtsl\u00e5ende bakketoppe og rolige dale. 

Det er rock fra en svunden tid – 90\u2019erne opgradering af 70\u2019ernes stadionrock – men sat i vores urolige nutid, hvor det takket v\u00e6re sit personlige pr\u00e6g f\u00e5r en br\u00e6ndende aktualitet. Musikerne bl\u00f8der fortsat, vil altid bl\u00f8de, og vil blive ved med at bl\u00f8de. Intet nyt der. Det her er livsblod, javist, og smag p\u00e5 det, det er frisktappet. April er v\u00e5gnet op til d\u00e5d, men med en ny historie at fort\u00e6lle. 

Du skal lytte til Colossus<\/em>, fordi: Du har brug for en rockindspr\u00f8jtning af det bedste dansk musik har at byde p\u00e5.<\/p>\n\n\n\n

\n