Det nyopstartede bookingprojekt Hul bød på en aften i smadderens navn. Med udgangspunkt i garagerocken og dens beslægtede genrer, har de svoret at sætte ny fokus på kunstnernes energi og attitude i live-sammenhæng. Det kom mere end i mål med bookingen af Molly og Loose Ends fredag aften.
Ved du hvad? Lad os droppe den fucking floskel, at nogle ting er som god vin. Den bliver bedre med tiden, siger man om den rådne drue. Nej, fuck det pis! Nogle ting er gode til at begynde med, og sådan forbliver de sgu bare. Gode, siger jeg!
For årtier tilbage hærgede en ungdommelig zeitgeist på den danske musikscene, hvis lige vi ikke har set i samme grad siden, ja, kald mig gammel, det var dengang far var ung og græsset var grønnere, der sneede juleaften og alt det der.
Det var en energisk tsunami, hvis bølge-mur kom fra den anden side af Atlanten og skabte et kulturelt skifte i rockmusikken, netop da det var mest tiltrængt. Alternativ var in, men udtryksmæssigt set var der ikke en decideret uniformitet. Det var tilladt at tage alle indtryk med i sin private pærevælling af hits og shitz og skabe sin egen unikke lyd.
Herhjemme kan vi skyde med spredehagl og sige, at bands som Psyched Up Janis og Strawberry Slaugtherhouse var eksperter i at sammensmede poppens melodiske sensibilitet og punkens smadder, det opløftelige omkvæd og den cobainske tristesse, i en lyd, der kunne skrabe det inderste af dit øre ud eller i stedet hviske dig fortroligt i det.
Nu er vi i det current year, og arvtagerne Molly er hjemvendt fra koncerter i Brasilien – af alle steder. De lider dog på ingen måde af jetlag. Tværtimod flænser de sig scenevant og indædt igennem 14 sange på små 35 minutter.
Malte Hill (guitar/sang), Tobias Elmsdal (bas) og Mathias Sarsgaard (trommer) har et imponerende cv i forhold til tidligere bands – fra Dinosaur Machine og Supershine til Vomit Supreme og Complicated Universal Come. Melodi og smadder er deres hjemmebane, det er sgu i deres DNA, og det er vi overhovedet ikke i tvivl om denne fredag aften.
De vækker noget til live på HeadQuarters’ lille scene, der måske nok smager af årtier tilbage, men fandeme aldrig bliver gammelt. Kald det en ny forelskelse, kald det et uventet spark i løgene, men hver gang det rammer, sker det som for første gang. Vi taler om det tidløse.
På grænsen mellem det højstemte og fræsen
Malte Hill har en khakifarvet kasket på hovedet, hvis primære funktion er at ryge flaksende i gulvet midtvejs igennem koncerten, da vi har forladt det umiddelbare melodiske, og Molly nu er kammet over i den mere hårdtsmækkende del af deres repetoire. Her behøver sangene sgu ikke være længere end halvandet minut.
De spilder ikke tiden, hverken i sangskrivningen eller i forhold til at komme på scenen. En hurtig line-check og så ruller maskinen. Størstedelen af publikum står udenfor med smøger i mundvigene, godt tævet igennem af det lokale support-navn, Loose Ends, og de er langsomme – langsomme! – til at fatte, at weekendens musikalske oplevelse er gået i gang.
Vi får, hvad der i senere perspektiv kan regnes som en rolig introduktion, præget af tæt samspil, følte melodier, legende bas, og et guitarspil, der balancerer på grænsen mellem det højstemte og collegerockens fræsende fremdrift. Der veksles virtuost mellem det stille og afdæmpede, der kalder til de blå stjernenætter, og de abrupte skift over i rå afstumpede riffs.
Særligt Sarsgaards trommespil forplanter sig i publikum – alle, lige fra den lidt for gamle fulderik i baren, til ungkarlen med De Gyldne Damer i sofaen og bartenderen bag disken kan ses spille lufttrommer koncerten igennem. Normalt er det jo guitaren, der løber med den ære, og det taler således højt om, hvor tight en maskine Molly er live. Den hype de har fået af løsagtige anmeldere de seneste år er velfortjent.
Efter kun 20 minutter er vi allerede 10 sange inde i settet, og enten er det her, du stiger på og lader dig rive med af hele seancen, eller også kaster du dig i de brune lædersofaer, forpustet og med snurrende hvidstøjshoved.
Molly har noget der minder om deres eget take på “Sweet Child of Mine” i “Puppets”, men den er frækkere, kortere og to the punch, end Axl og Slash’s sentimentale hymne. Da den slutter skåler de på scenen med den lokale digter og DJ, Ole Hardcore, og opvarmningsbandet, der troligt står helt oppe foran. Det er som om, at det meste af publikum også langt om længe har fattet, at det er indenfor løjerne går ned, smøgerne kan vente, og de bliver budt en sidste brutal salve, hvor Hill og Elmsdal kaster sig rundt deroppe på de skrå brædder.
De lukker koncerten med et smæk, og selvom der bliver råbt ekstranummer, er der sgu ikke mere for den 25-øre. Hvorfor skal der også lefles for publikum? Det her er ikke en buffet, det er et velforberedt måltid til to Michelinstjerner.
Support: Loose Ends
Loose Ends placerer sig i et post-punk univers, der favner også den gotiske rock, lidt på samme måde som hos briterne Killing Joke. Guitaren skinner af chorus på en måde, der ville få Robert Smith til at rødme, men de besidder ikke Cure-kongens melodiske tæft. Hertil er deres formål da også et andet og rødderne til den oprindelige, anarkistiske punk bliver tydelige.
Forsangeren, Holger, det hedder han ifølge Facebook, dyrker da også 80’ernes tilhørende stil: Hvid skjorte, sorte habitbukser, skinnende Dr. Martens-støvler, og håret slikket tilbage, som Iggy Pop gjorde det i noget af den æra, hvor også Nick Cave modemæssigt satte en kurs som danske efterkomlinge som Ice Age har ladet sig inspirere af. Selvom han står i skyggen af store forbilleder, gør han god figur på scenen.
De har et nummer, der til forveksling deler akkordprogression med Jeff Buckley’s udgave af Leonard Cohen’s “Hallelujah”, og jeg tænker, at det ikke er tilfældigt. For det bliver en stor skråt op-finger til forældregenerationens følsomhed, når Loose Ends pludselig kører den igennem tæskemaskinen og vender vrangen ud på vores forventninger. Som for at konfrontere de opstyltede følelsers forlorenhed og i ungdommelig iver råbe: “Det er løgn! Det er falsk.”
De går så hårdt til makronerne, at bas-forstærkeren, i forvejen på overtid efter sidste uges SPOT Festival, vælger at stå af. Det giver ti minutters pause i drengenes ca. 30 minutter lange set, og det kan måske have følt akavet at stå til udstilling på scenen som en anden abekat med kløende numse, men når man som Loose Ends insisterer på at trække den helt op i det røde felt fra start af, virker det ærlig talt mere som go’ solid rock’n’roll. Det er sgu undergrund det her, forstærkerne skal sprutte og ryge.
Du kan fange Molly på Von Hatten i Randers, lørdag den 11. maj.
MOLLY SETLISTE
