Endnu engang har Tapetown fanget en manisk og vild live-session i studiet på video.
Nogle gange har sjælen brug for den slags musik, der rammer som en metalnæve lige i fjæset. Smagen af den flækkede læbes varme blod og chokket vækker os igen til live – på scenegulvet, i morgenbussen, i gågadens intetsigende mylder og larm tirsdag eftermiddag.
Det, vi taler om her, er den støjende alternative rock. Den vi endnu betragter som farlig, bidsk og uregerlig, fordi den ikke lader sig konformere under radioæterens masseproduktion af enslydende beats.
Hvis der er et sted i Aarhus, som man kan driste sig til at kalde eksponenten for netop denne genre, et sted, som i den grad kultiverer lyden af hidsig guitarfeedback og hårde tøndeslag, hvor indhold rangerer over form, er det TapeTown.
Det er ikke kun de lokale shoegaze-helte, der begiver sig ned ned mod havnen i strid blæst for at pakke deres sindrige pedalboards ud i det hjemlige studie. Når spillestederne trækker navne til udenbys fra – eller endda udlandet -, slår mange et smut forbi og indspiller en live-session. Fordi det gør man da!
Med en SPOT Festival, der bød på ligeså store promiller som koncerter, er det selvsagt, at Tapetown var trækplaster for en række upcoming navne som Mavourneen, MANKIND og Dark Times.
Mens nogle af os hvilede hovedet søndag, var det dog knap så upcoming længere The Entrepreneurs, som lagde turen forbi og gjorde det, de nu engang gør bedst: Smadrede igennem.
Råt og ægte
“De spiller fucking fedt, og det lyder råt og ægte,” fortæller producer og musiker i sin egen ret, Rasmus Bredvig, om den session, der netop er kommet online og hvor live-energien sidder lige i skabet.
Han istemmer sig dermed de kritikerroser, som The Entrepreneurs har høstet så rigeligt af for deres indædte koncert i Musikhusets store sal, lørdag den 4. maj.
Trioen udgav tidligere i år den perfekt betitlede Noise & Romance, som ikke kun har fanget de danske anmelderes opmærksomhed men også de udlandske.
Albummet udkom efter fire års ventetid, hvor Mathias Bertelsen, Anders Hvass og Jonas Wetterslev helt og holdent har genopfundet deres udtryk. Det er ikke just det, dine forældre ville kalde easy listening, men det er til gengæld et pragteksempel på at presse et besætningsmæssigt traditionelt udtryk helt ud i ekstremerne for at ramme noget hidtil usagt. Det er der, hvor vi flirter på grænsen mellem kunst og galskab.
Netop den dyd talte vi i sidste uge med lokale Ral .. Du kan læse interviewet her.
I denne live-session får vi imellemtiden en hidsigt sparkende udgave af “Say So“, som er et af det nye albums absolutte højdepunkter. Hvordan trioen har haft så meget energi tilbage søndag, fortæller historien intet om. Deres optræden her rammer dog til gengæld som en metalhandske lige i fjæset – og det er tiltrængt, også på en torsdag.









